mandag den 27. februar 2012

Plankebord får nyt liv.........


Vi ville nærmere varmekilden i stuen.
Derfor rykkede vi sofakrogen ind i midten af rummet foran brændeovnen.
Men den høje, ældre morfar-sofa duede ikke på denne placering,
så en nyere og lavere model blev hentet ned fra overetagen.
Ligeledes var det ældre morfar-bord alt for højt,
så vi måtte finde en anden løsning.






Et smukt og afholdt bord, som havde fungeret som plante- og spisebord i drivhuset,
blev delt i to.
Plankebordpladen med skøn patina,
blev plejet med antikvoks og fik nyt liv. 






Understellet er nu ikke mere en gammel frugtkasse,
men manden i husets frembringelse.

Fire tilspidsede ben på en ramme
- enkel og smuk løsning.








Det gamle understel står fortsat i drivhuset,
og hvem ved? - måske det også får nyt liv en dag med en bordplade i zink.

Og de gamle arvestykker fra min morfars tid (som biskop i Århus),
kommer på ny til deres ret andet sted i huset. 





torsdag den 9. februar 2012

"Ishuset"............






Den seneste tids hårde kulde fra øst
har omdannet væksthuset til et midlertidigt "ishus".





Figurer og mønstre træder frem, 




når morgensolen spiller i ruden;




ishavet smelter....
eller en panda close up?




et is-gardin.....




et landskab, en svampevækst?




Et drivhus i 15 graders kulde




og en flok vildgæs i formation.




Meget koldt og meget smukt.




torsdag den 12. januar 2012

Naturen.....




er også smuk i vindueskarmen.
Både i bearbejdet udgave,
- som denne lille fugl af Hans Bølling,




og i sin oprindelige form,
- som soklen under fuglen - en skive af en træstamme,
og som kæmpe svampen i baggrunden.




lørdag den 31. december 2011



GODT NYTÅR




Aftenens fest forberedes.
Marcipanmassen bager i ovnen - hjemmelavet kransekage på vej.
I entreen sammensættes dekorationen
(alt godt fra haven - flotte frøstande og afklip fra tjørnen)
- smuk i sin enkelthed .....





og nytårs-pimpet med sølvsprayede kogler og sølvguirlander. 

Rigtig godt nytår.




mandag den 28. november 2011

Drivhuset illumineres...



for den store dag er kommet.

Det har stået færdigt noget tid,
- i morgen er dagen,
hvor gaven overdrages til fødselaren.





































Fødselsdag på den mørke tid, gør kun lyssætningen smukkere. 




onsdag den 23. november 2011

Hjemmelavet kogleguirlande





Omkring 1. december kommer den gamle juleguirlande op i døren mellem stuerne, det er en tradition.
Vi er meget glade for guirlanden, som juler på en enkel og smuk måde.




Fremgangsmåde:


Først skal der indsamles nogle gode store fyrrekogler, som tørres godt.
Guirlanden bindes på en snor, - vi har valgt en 6 mm tyk kokossnor,
hvis farve ikke ses mellem koglerne.
Den første kogle bindes solidt fast til snoren med tynd, sort ståltråd.
Herefter køres tråden gennem den næste kogle og der laves et par rundtørn mellem kogle og snor,
så den sidder stramt.
Kunsten er nu at at få kogler fordelt regelmæssigt og bundet stramt om snoren.







Sidste år blev guirlanden peppet op med en lyskæde, stor effekt for få midler.
Om der senere skal kravlenisser og flettede hjerter til, står den enkelte frit for.







Men mon dog.


mandag den 14. november 2011

Hvirvlende bladguld i haven...





......efterårets rigdom.
Det blæser og rusker derude,
og haven fyldes af hvirvlende bladguld.




Denne overflod , denne overdådige "skat" findes i en park i Odense.




I vores forhave er det en helt "grøn" og nyplantet bøgehæk,
der nyder godt af havens mængder af guld.




Også roserne får varme og ny næring,
når en rigelig mængde puttes godt omkring benene.




Fabelagtigt, som den er indrettet, den natur
- fuld af bladguld i rigelige mængder.




onsdag den 2. november 2011

Stiklinger afløser tomater og sommerblomster



En af glæderne ved havelivet her hos os er at fremdyrke nye planter.
Når der bliver plads til rådighed efter sommerens høst af tomater,
står afklip nærmest i kø til at overtage potter og krukker. 




Således får stiklinger af lavendel plads i altankassen,




taks efterfølger en tomatplante i en krukke i drivhuset,




og får buksbom som nabo.

Så er det bare at vente, huske at vande eller flytte krukkerne udenfor,
hvor de kan passe sig selv vinteren over.

I haven står også et valnøddetræ, som blev fremdyrket fra nød i sandet jord en vinter for 10 år siden.
Et andet sted står sønnens kastanietræ.
Han havde samlet kastanier og fundet én med spire, og et forsøg med plantning skulle afprøves.
Det er nu 12 år siden, og træet er blevet mægtigt.
Så stort, at det har været udsat for beskæring flere gange.




torsdag den 27. oktober 2011

Et andet lunt projekt.....



Hæklede firkanter, fordi det er super nemt at medbringe
f.eks. i hallen en eftermiddag, som tilskuer til sønnens håndboldkamp.




 Også her er anvendt bl.a. alpaka og geilsk uldgarner.


 


En prøveoplægning på arbejdsbordet og en vurdering af, hvor mange lapper, der skal til.




Et tyndt og lunt tæppe ligger på sofaen
og anvendes flittigt.
Venter på at fotografen kommer forbi.......





lørdag den 22. oktober 2011

Vintervarmt på vej.....





i tyk og tynd uld
- geilsk, alpaca, kjæruld, léttlopi -
alle købt i Tante Grøn, sammen med blandede uldgarner fra gemmerne.



Et parti med smalle striber i tynde kvaliteter,



en fed snoning på pinde nr. 9,
                                                             



   et hæklet stykke (for strukturens skyld) med nål nr. 7.


Delene syes eller hækles sammen, dekoreres med knapper, broderi,
hæklede cirkler, en lomme måske,
og ender som lun og vamset stortrøje eller kjole - med knaplukning midt for. 
(Det kunne jo blive FOR varmt.) 

Den skal snart i brug, så der arbejdes.